Oplev Sydfyn

Dyreborg

Hav, skov og mark forenes i den smukkeste naturharmoni i Dyreborg. Et tidligere fiskeleje med idylliske bindingsværkshuse i skovbryn, huse i vandkanten, en hyggelig lystbådehavn, en fantastisk skov og historiske mindesmærker. 

I dag er vi cirka 200 indbyggere der er beriget med den intense natur, et spirende kulturliv og stærkt fællesskab.

Det tager cirka 20 minutter at gå ned til Dyreborg fra Dyreborg Glamping, hvor en tur i skoven, på sandstranden eller havnen giver mental luft og indsigt i en lille dansk perle.

Faaborg

Brosten, bindingsværk og blomster. Faaborg er en umådelig hyggelig gammel købstad, der emmer af historie, atmosfære og farverige stokroser. 

Har du tid, inden du forlader det sydfynske, kan vi klart anbefale en tur til Faaborg.

Køb en kaffe hos Soze og gå en tur på havnen, hvor det summer af liv, sommersejlads og færger der futter mod de små øer i Det Sydfynske Øhav. Bjørnø, Lyø, Avernakø og Ærø er kun en sejltur fra Faaborg.

Historiske Faaborg
Besøg det fremragende Ø-havs museum, det fantastiske Faaborg Museum, fyldt med historisk sydfynsk kunst, eller hold pause ved byens legepladser. Nyd en velsmagende is på det hyggelige gamle torv, hvor biler ikke må køre i sommerperioden, og netop derfor spreder der sig en pragtfuld sydeuropæisk stemning når borde og stole fylder torvet og indtages af glade gæster.

Faaborg Klokketårn
Fire gange om dage bliver Faaborgs brostensbelagte og historiske gader fyldt med enestående melodier fra Faaborgs historiske vartegn: Klokketårnet fra 1400-tallet. Året rundt skifter melodierne efter årstiden.

Tag også med byens vægtere på en gratis byvandring rundt i  Faaborg. De kan i den grad fortælle gode historier.

Faaborg byder med andre ord på masser af historiske vingsus, shoppingmuligheder, kunsthåndværk, gode spisesteder, hyggelig havn, vinbar, caféer og bare god stemning.

De Fynske Alper er det folkekære navn for Svanninge Bakker. Sydfyns smukke og fredede naturområde, der er opstået under de istidslandskaber, som Sydfyn er skabt af. 

Svanninge Bakkers enestående rå bakker og skove er en kæmpe naturoplevelse i sig selv. 

Men der er også mulighed for at benytte den fremragende naturlegeplads, gå ture på de mange spændende vandrestier eller prøvekøre det nyanlagte mountainbikespor ved Gåsebjergsand Bikepark.